Det sker at jeg søger modeller til TFP projekter – eller måske har DU en idé du gerne vil lave med mig på TFP basis – så er det her du skal læse. Som model for mig, forventer jeg at du accepterer disse vilkår inden et shoot.

Hvad er TFP?

TFP står for Time For Photo – og betyder i sagens enkelthed at der ikke er penge involveret i fotograferingen, men at begge parter får billeder til portfolien som betaling for sit arbejde. Det er altså noget for noget.

Hvad skal du vide om et TFP shoot med mig?

Du får typisk et sted mellem 3-8 færdigredigerede billeder, alt afhængig af, hvad vi har lavet. På fx meetups hvor der arbejdes med TFP kan det dog sagtens være mindre, og på store setups med mange forskellige styles kan det være flere. Jeg garanterer ikke et bestemt antal billeder, men laver dem, jeg føler der er de bedste fra shootet.

Som udgangspunkt får du billederne i en opløsning passende til internettet med et lille logo på. Skulle du have brug for at printe billederne til en fysisk portfolie, så finder vi ud af det.

Med mindre det er noget HELT specifikt jeg søger, sætter jeg stor pris på, at du selv tager initiativ til idéer og kommer med input til styling og tøjvalg.

Udvalg af hvilke billeder der bliver redigeret sker af mig, du er mere end velkommen til at komme med ønsker og input, men hvorvidt disse laves afgør jeg når jeg ser på det samlede billedmateriale.

Har du rettelser du ønsker lavet på de færdige billeder kan dette i begrænset omfang lade sig gøre – så længe det ikke ændrer på hele tonen i billedet.

Billederne må bruges til portfolie- og privat brug, men IKKE til kommerciel brug (herunder Scandal Beauties og andre lignende sider). Billeder til kommercielt brug laver jeg ikke TFP.

Fortryder du TFP og ønsker at jeg IKKE bruger billederne, vil fotograferingen koste det, jeg på dagen har som pris for denne type fotografering jævnfør min prisliste. Er den type shoot ikke på prislisten, vil det som minimum være 500 kroner og maksimalt 1.500 kroner, alt afhængig af tidsforbrug og type af billeder.Dette inkluderer ikke billeder, men kun selve fotograferingen.

Der må under ingen omstændigheder redigeres i billederne andet end beskæring til profilbillede/coverbillede på fx Facebook.

Hvor hurtigt får du billederne?

Jeg plejer at redigere 1-2 billeder umiddelbart efter shootet (typisk inden for de første par dage), de resterende billeder vil komme løbende som jeg får tid, overskud og inspiration til at lave dem. Jeg lover ikke ex antal billeder inden for en bestemt periode, da TFP billeder altid vil komme bag betalte opgaver.